Isfahan er en by af gammel herkomst, der dog kom mere i forgrunden under Safivid dynastier i 1500 og 1600-tallet. Den mest berømte Safavid var Shahen Abbas, som grundlagde hovedstaden i Isfahan. Berømte monumenter omfatter bl.a. Maidan-i Shah pladsen, hvor der blev spillet polokampe foran regenterne, længe før englænderne ”opfandt” polo. Pladsen er nu på UNESCOs liste over kulturarv der ikke må forsvinde. Ali Qapu Paladset, var de royal palads, hvorfra pladsen kunne beskues. Overfor dette ligger den flotte Imam Moské. Et persisk ordsprog beskriver Isfahan som ”det halve af verden”, og i tidligere tider var det en verdensby af kunstnere og filosoffer. Befolkningen udgør nu ca. 1,6 million. Mange tæpper fra 1500 og 1600-tallet, der nu findes i museer, menes at stamme fra Isfahan, og byen er fortsat berømt for dens tæpper. Mønstrene er ofte kopieret fra gamle tæpper, mens flise- og mosaikarbejde ligeledes inspirerede knytterne. Knytningen er middel til fin, og i de ældre tæpper er kæde- og skudtråde af bomuld, mens disse i de nyere er erstattet af silketråde. Luven på mange nyere tæpper er ”kork” – fløjlsagtig uld, traditionelt fra den første klipning af lam. En nyere tendens er knytning i ”billedtæpper”, ofte scener fra Omar Khayyam. Landsbyen Najafabad i det vestlige Isfahan knytter grovere tæpper, ofte i store størrelser. Selve Isfahan tæpperne fremstilles i alle størrelser, de små er oftest fint knyttede. Farverne er typisk lyse og fine.